Kirkerestaurering

Kirkekyndige arkitekter rådgiver ved restaurering og ombygning

Drachmann Arkitekter har over 40 års erfaring inden for kirkerestaurering og bygningsbevaring. Vi tilbyder rådgivning ved istandsættelser, reparationer, ombygninger og løbende vedligeholdelse af kirker i alle størrelser. Tegnestuen fungerer som totalrådgiver og tovholder på både små og store renoveringsprojekter. En renovering af kirkerum kan omfatte udskiftning af kirkebænke, design af knæfald, optimering af lys- og lydforhold samt energioptimering. Eller reparation af gammelt murværk, udsmykning, kirkeinventar, restaurering af kunstværker og glasmosaikker. Vi arbejder altid med stor omhu for at bevare og beskytte den pågældende kirkes originale udtryk, det sjældne interiør og kirkens oprindelige ånd og atmosfære. Arkitekt Ole Drachmann er desuden nordisk repræsentant for sammenslutningen Cathedral Architects Association og har derigennem tilegnet sig et stort kendskab til kirkerestaureringer. 

Istandsættelse af en kirke stiller høje krav til balance mellem den tekniske byggeopgave på den ene side – og bevaringsopgaven på den anden side.  Udgangspunktet for en kirkerestaurering kan være af byggeteknisk eller arkitektonisk art. Den byggetekniske del af arbejdet kan fx omfatte udbedring af skimmelsvamp eller andre skader, hvorimod den arkitektoniske del af arbejdet drejer sig om at tilpasse restaureringen, så den svarer til kirkens oprindelige arkitektur. Kirker fortæller historie om den tid, de er bygget i. Nogle af de bedst bevarede kirker har været samlingspunkt for mennesker og vigtige begivenheder i flere hundrede år. Kirker er derfor en stor del af vores kulturarv og er vurderet til at have den højeste bevaringsværdi i samfundet. Det er med denne forståelse og respekt for det eksisterende byggeri, at vi restaurerer, ombygger og vedligeholder kirker.  Læs mere om tegnestuens arbejde med bygningsbevaring

Udvendig og indvendig restaurering 

Udvendig restaurering af kirker: En udvendig istandsættelse og restaurering får kirken til at fremstå pæn og vedligeholdt, men er også afgørende for bevaring af bygningsværkets særegenhed og den oprindelige bygning. Eksempler på opgaver, der knytter sig til en udvendig vedligeholdelse, er nænsom renovering af lamper, ornamenter og indgraveringer samt kalkning og udbedring af skader på facade, udskiftning eller reparation af døre og vinduer samt udbedring eller udskiftning af tag, tårn og spir. Marmorkirken er et eksempel på en udvendig kirkerestaurering, hvor Ole Drachmann har stået for en gennemgribende rensning af facaden inklusive søjler og sarte dekorative elementer. Se billeder af Marmorkirken efter restaurering

Indvendig restaurering af kirker: Ligesom ved den udvendige istandsættelse er det afgørende, at arkitekten tager hånd om de indvendige detaljer der skal bevares for fremtidens brugere af kirken. Eksempler på opgaver, der knytter sig til en indvendig vedligeholdelse, er hel eller delvis udskiftning af sten- og trægulv. Udbedring af skimmelsvamp, fjernelse af asbest og restaurering af prædikestol og alter. I forbindelse med bevaring og restaurering af kalkmalerier, udføres dette i samarbejde med eksperter fra Nationalmuseet. Vonsild Kirke er et eksempel på en indvendig istandsættelse og kirkerestaurering. Opgaven var at genskabe kirkens interiør, som det fremstod i 1884. Der blev skiftet gulv, restaureret malerier, og moderne installationer kom til, såsom gulvvarme og lydanlæg – harmonisk tilpasset kirkens udseende. Se billeder af Vonsil Kirke efter istandsættelse

Tidssvarende kirker i god stand

Når vi påbegynder et nyt restaureringsprojekt, sammensætter vi en projektgruppe af specialiserede fagfolk og håndværkere, der tager kærlig hånd om projektet. Det sker i tæt samarbejde med os som rådgivende arkitekter. Vi er til stede i alle byggeriets faser – også på byggepladsen – hvor vi sørger for at alt bliver udført i henhold til planen. Vores tætte samarbejde med dygtige håndværkere, er noget vi tillægger stor værdi. Med en løbende dialog om de håndværksmæssige udfordringer sikrer vi de rigtige løsninger, der i sidste ende fører os frem til en succesfuld kirkerestaurering. Det er muligt at læse mere om håndtering af kirkerestaurering, bygge- og renoveringssager på Folkekirkens intranet

Vi sørger også for koordinering mellem menighedsråd, provsti og de Kongelige Bygningsinspektører fra Slots- og Kulturstyrelsen. Kirkebygningens restaurering skal udføres i overensstemmelse med de fastsatte retningslinjer og principper for bevarelse af kirkebygninger. Byggeprojektet skal godkendes af de Kongelige Bygningsinspektører og provstiet – med udgangspunktet i menighedsrådets ønsker om udbedringer. Omkostningerne ved en kirkerestaurering varierer, da de afhænger af projektets omfang og kompleksitet. Nogle kirker har fx behov for en mere omfattende indsats og ombygning der optimerer kirkens anvendelsesmuligheder. Kirkeministeriet har udarbejdet en vejledning om tilskud til restaurering af kirker og kirkers historiske inventar

Kirkens indretning

“Kirkens indretning er ikke blot en fysisk ramme, men en mulighed for at skabe et rum, der inspirerer og berører mennesker. Det handler om at skabe en harmonisk balance mellem æstetik og funktionalitet, der giver besøgende en meningsfuld oplevelse og forbinder dem med kirkens historie og formål.” – Arkitekt Ole Drachmann.

Relaterede projekter