Home / Belysning
Belysning
I forbindelse med den omfattende renovering af Dyssegårdskirken i 2012 var der behov for at skabe en ny og mere effektiv kirkebelysning. Den skulle passe til kirkerummets arkitektur og kvaliteter fra 50’erne. Arkitekt Ole Drachmann designede derfor et helt nyt belysningsarmatur med udgangspunkt i ønskerne om bevaring af kirkens nuværende og oprindelige udtryk. De cirkulære lysekroner blev udført i matlakeret hvid aluminium og sandblæst glas med bagvedliggende LED-belysning. I dag kan man se de store slanke lysekroner svæve i kirkerummets tøndehvælvede loft, hvor de skaber en let, blød og enkel belysning af kirkerummet. Belysningsarmaturerne er specialfremstillet hos Louis Poulsen og er en videreudvikling af det belysningsarmatur, der tidligere blev tegnet da Højesteret i 2006 blev moderniseret. Ole Drachmann løste opgaven som partner hos Erik Møller Arkitekter, der i dag ejer rettighederne til projektet. Læs mere om kirkerestaurering ved Drachmann Arkitekter.
Den nye kirkebelysning understøtter kirkens historiske kvaliteter fra 50’erne
Målet med renoveringen af Dyssegård Kirke var at forny kirkerummet uden at miste de historiske kvaliteter fra arkitekturen i 50’erne. Det betød, at arkitekt Ole Drachmann måtte til tegnebordet og skabe nyt og specialdesignet kirkeinventar. Heriblandt belysningsarmaturet og ligeledes nyt design af knæfald til kirkerummet. Læs mere om kirkerestaureringen i Dyssegård
Producent
Louis Poulsen
År
2012