Vores facaderenovering er præmieret af Frederiksberg Kommune

Restaurant Enomania er af Frederiksberg Kommune præmieret for deres nye facade, som Drachmann Arkitekter har istandsat og renoveret. På hvert hjørne af Vesterbrogade og Bakkegårds Allé står der to smukke rødstensbygninger fra 1895, tegnet af arkitekt Julius Bagger, som også har tegnet de fleste af de øvrige bygninger på Bakkegårds Allé. Bebyggelsen er opført i historisk stil med tydelige referencer til renæssancen og er bevaringsværdig i kategori 3. De to hjørnebygninger markerer indgangen til Bakkegårds Allé på smuk og majestætisk vis, men indtil for nylig var begge hjørneforretningers facader dækket af store skilteplader, som skæmmede bygningernes fine arkitektur.

Nu er pladerne fjernet. Facadedetaljer og underfacader er blevet malet i samme farve som resten af bygningen, og butiksvinduerne er ført op i dobbelt højde, hvilket fremhæver den arkitektoniske helhed i bebyggelsen. Skiltningen er reduceret til et enkelt udhængsskilt ved indgangen på Vesterbrogade. Alle løsninger er velvalgte til den bevaringsværdige ejendom. Hos Drachmann Arkitekter er vi stolte over at have medvirket til det vellykkede resultat. Læs mere om restaureringen af Restaurant Enomania

 

SE FLERE NYHEDER